Krigs veteranen

Jeg var inde forbi De gamles by idag med den hensigt, at smutte ind til de små kolonihave huse som ligger op af parken. Men desværre var der ingen hjemme i nogle af dem, så ingen billeder blev det til. På vejen ud, stødte jeg ind i en bekendt som var i parken for at lufte sin hund, som han iøvrigt kalder for Grisen:-D Bag os sad der en ældre herre som var klædt i camouflage fra top til tå. Han sad der helt alene med lidt selskab fra hans hund, som rendte rundt og sniffede her og der. Han lignede ikke en der havde brug for selskab, men lignede derimod en der havde haft noget af et tough liv. Det tog mig lidt tid, før jeg fik taget mig sammen til at spørge om jeg måtte tage nogle billeder. Jeg regnede lidt med et nej, men tænkte hvad faen, jeg spørger sgu?

Jeg nærmede mig ham med lidt forsigtighed, og præsenterede mig pænt og forklarede hvem jeg var og hvad jeg lavede. Han var lidt mistroisk til at starte med, og var egentlig ikke så frisk på at jeg tog billeder af ham. Han virkede lidt genert og ydmyg. Jeg charmerede mig lidt ind på ham, og fik overtalt ham til at få taget et par skud. Vi kom lidt i snak og imens jeg knipsede spurgte vi lidt frem og tilbage om hinanden. Han var en gammel soldat og havde haft sin tid i Angola under krisen i 70'erne. Jeg havde virkelig lyst til at spørge ind til hvordan det var, men samtidig havde jeg meget svært ved det. Han mumlede lidt om tiden som soldat og hvor forfærdeligt det var, han havde set snesevis af lig på gaderne, men holdt historien i meget kort snor. Han afsluttede ret brat og sagde pludseligt at han nu var buddhist... eller han prøvede i hvert fald på det. Da jeg hørte det hev jeg selvfølgelig min Buddha frem, som jeg har hængende om halsen. Han var ikke synderlig imponeret, men udbrud "det er en jade buddha". Han grinte lidt, da jeg fortalte at jeg var født buddhist, men var ligeså troende som den almene dansker var kristen.

Jeg havde lagt kameraet fra mig for at koncentrere mig mere om samtalen, da han hev en lille flaske Jack D frem og sagde "du skal lige have flasken med".

Vores samtale sluttede kort efter det og jeg takkede pænt af, det samme gjorde han. Jeg kunne mærke på ham, at han var glad for at en ung gut som mig gad at komme hen og starte en samtale og endvidere gad at tage billeder af ham. Jeg ved ikke om det er egoistisk at sige, at jeg havde det ret godt med mig selv da jeg gik derfra, men det føles sgu godt at se glæden i hans øjne! Fremover når jeg skal nærme mig en fremmed og spørge om jeg må tage fotos vil jeg ikke tænke så meget over det. Det handler bare om at gøre det. Det mindste der kan ske er vel at få et nej:-D